Opdrætter af chihuahua med stambog i Dansk Kennel Klub og avlet efter de etiske anbefalinger
Løse knæskaller hos hunde
Knæskaller der ”går af led”, også kaldet patella luksation, er et almindeligt problem, som især ses hos mindre hunderacer.
Hunde har, ligesom mennesker, en knæskal og denne kaldes også for patella. Knæskallen ligger i den store sene, der hæfter lårmusklen til skinnebenet. Knæskallen og senen løber i en fure på lårbensknoglen, og hos en normal og rask hund, ligger knæskallen hele tiden i denne fure, også når benet er i bevægelse. Hopper knæskallen ud af denne fure, kaldes det en patella luksation, og betyder, at hunden har løse knæskaller eller at knæet ”går af led”. Oftest hopper knæskallen ind på indersiden af knæet, men det kan også ske at knæskallen hopper ud på ydersiden af knæet. Hunde kan have varierende grader af patella luksation. I den mildeste form ligger knæskallen i sin fure, men kan manuelt trykkes ud, hvorefter den igen hopper tilbage. I den alvorligste form, er knæskallen permanent ude af furen.Løse knæskaller udvikles allerede i hvalpetiden, og her kan de første symptomer nogle gange ses. Løse knæskaller er i nogen grad et arveligt problem, som blandt andet er forbundet med en fejl i vinklingen af lårbenet. Det giver et skævt træk i sene og knæskal, så knæskallen trækkes ud af sin rigtige placering.
Symptomer på løse knæskaller
Når hundens knæskal hopper ud af furen, påvirker det bevægeligheden i knæleddet. Nogle af de mest almindelige symptomer på løse knæskaller er derfor halthed, eller at hunden ikke støtter på benet. Ofte ses det periodevist således, at hunden pludseligt ikke støtter på benet, tager et par hop uden at bruge det, og derefter begynder at støtte på det igen. Det kan se ud som om at hunden hinker på bagbenet.Typisk vil haltheden kun være der engang imellem, men hos mange hunde bliver problemet værre med tiden.
Fremtiden for en hund med løse knæskaller
Det er muligt at behandle løse knæskaller gennem en operation, og efterfølgende genoptræning. Behandles løse knæskaller ikke, kan de give hunden problemer med smerte og halthed, der kan blive værre jo ældre hunden bliver.Er du i tvivl om hvorvidt din hund har løse knæskaller, bør du kontakte din dyrlæge.